12. søndag efter Trinitatis 2023
Konfirmandindskrivning i Bagsværd Kirke
“Mandag morgen mødte han på arbejde. Du gætter aldrig, hvad der så skete!”
Hvis nogen af jer nogensinde er kommet til at klikke på sådan en overskrift, så ved I, at der med stor sandsynlighed nøjagtigt ingenting skete - ud over, selvfølgelig, at det var en ganske almindelig kedelig mandag morgen, hvor alle hellere ville have haft weekenden til at vare ved.
Det er virkeligt skuffende, nu troede jeg lige, at der var en spændende historie - og så kunne jeg faktisk have gættet det hele, hvis jeg ellers kunne få fantasien ned i et tilstrækkeligt lavt gear. Den slags overskrift klikker jeg altså ikke på igen!
Hvis du kender den oplevelse, ved du også, at man egentlig skal hanke temmelig godt op i sig selv, hvis man faktisk skal holde det løfte - måske er der alligevel noget virkeligt spændende denne gang?
Selv medier, der tidligere gik for at være seriøse, gør det, de asociale medier er fyldt med den slags clickbait. Og det skyldes selvfølgelig, at kvaliteten af det, de viderebringer, er mindre vigtig end antallet af mennesker, de bringer det til, og hvis man synes, at det er lidt forstemmende, kan man måske finde trøst i, at det moderne, sladdervorne menneske ikke er så forskelligt fra en discipel for to tusinde år siden.
“Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer’!” Så skulle sangen jo sådan set ikke være længere: “jeg siger ikke mer’!” Men det er den jo, for det gør man jo. I ved, hvordan det er: Man hører noget, det er hemmeligt - og man siger det jo ikke til nogen … Der er lige tre, som man stoler på … De siger det jo ikke til nogen!
“Jo mere han forbød dem det, desto ivrigere fortalte de om det!” Evangelisten udstiller næsten disciplene lidt - eller også peger han på noget almenmenneskeligt, så vi kan genkende os selv i dagens fortælling. Og der er da ikke noget at sige til, at de synes, at de har noget at fortælle - de har jo lige oplevet et mirakel, Jesus fik en døvstum til at høre og tale!
Hvorfor forbyder han dem så at tale om det? Skal det være hemmeligt? Næ, det er i grunden ikke det; men deres lyst til at løbe med sladder er en lyst til sensationen - disciplene er simpelthen på vej ud med clickbait: “Han kom til Dekapolis, og du gætter aldrig, hvad der så skete!” Og vel er miraklet spektakulært, men det er slet ikke det, der er det vigtigste, og det overser disciplene fuldstændigt i deres sensationsrus.
Den gammeltestamentlige lektie, jeg læste fra alteret før, er en advarsel mod afguder. Den er en del af den jødiske tradition, og den er blevet til i en tidsalder, hvor der var masser af guder, der blev dyrket i omegnen, og de havde alle sammen flotte gudebilleder - statuer af guld og andre dyre materialer, som man tilbad og ofrede til og bar rundt omkring og ind og ud af templer - og i den sammenhæng var jøderne lidt mærkelige, for de havde kun én Gud, og Ham kunne man ikke engang se; ja, han havde ligefrem forbudt dem at lave billeder, der fremstillede Ham. Og derfor kunne det være fristende i stedet at tilbede nogle af de andre guder, der kunne ses alle vide vegne - og det har de andre folkeslag sikkert også gjort - men også det forbød jødernes Gud dem altså.
I salmen, jeg læste, har det nu mere karakter af en formaning, en advarsel, end af et egentligt forbud, og selvom vi ikke ser gudebilleder, som vi opfordres til at ofre til i vores tid, gælder advarslen også os. En afgud, vi ofte bliver opfordret til at dyrke i vores tid, er selvet. Tro på dig selv! Du skal spise rigtigt, træne din krop, udvikle dig selv, lede efter den bedste udgave af dig selv. Dyrke dig selv - og klare alting selv. Det er alt sammen fint og godt; men det er ikke altid nok.
Hvordan er det nemlig, at Jesus udfører miraklet i fortællingen? “Luk dig op!” befaler han. Det er ikke noget udefra, der lukker den døves ører op, Jesus kalder på noget i ham, men noget, som han ikke selv har kunnet bringe frem.
Det illustrerer præcis problemet, når vi lader tiden bilde os ind, at vi skal kunne det hele selv. Det er nemlig sjovt nok, når det går godt, og vi har overskud, der er købt ind til den sunde - og klimavenlige - diæt, løbeskoene står klar, det er ikke for smeltende varmt og heller ikke øsregnvejr, og tid har vi også masser af, og glade ansigter smiler anerkendende, når de ser, hvor godt det går os.
Men sådan er livet jo ikke altid, og vi kan ikke altid hive os selv op ved hårene. Og så kommer vi her hen i kirken og får at vide, at det gør slet ikke noget. Ingen af os er blevet til ved os selv, og Han, der gav os livet, er også med os, når det er svært. Og så kalder Han og siger “Luk dig op! Hør, at jeg elsker dig og går med dig gennem liv og død, gennem lykke og ulykke, gennem forelskelse og hjertesorg, gennem grå mandag morgener, skriftlige afleveringer, slidsomt arbejde - og gennem de største glæder, der times dig i dette liv.”
Og det er den historie, disciplene skulle være rendt ud med: Når vi oplever, at vi ikke mere kan selv, så kommer Han og hjælper os. Måske sender Han et andet menneske med et kærligt ord, der nænsomt hjælper os op og videre, måske mærker vi, at vi alligevel kan det, vi ikke troede, at vi magtede. Men vi kan ikke altid tvinge os selv, vi må finde ro og tryghed i, at det, der ikke er i vores hænder - det er i Guds.
Jesus kom ikke for at vise tryllekunster og blive kendt for sensationelle helbredelser. Han kom, for at vi skulle vide, at det, der er i Guds hænder, er i kærlige og gode hænder - og nok skal vi gøre alting så godt, vi kan; men når vi ikke kan, så er det også godt nok. Så kan vi trygt forlade os på Gud.
Det er den Gud, I skal høre om, I, der er kommet, fordi I skal konfirmeres til næste år. Og ser I jer omkring og får øje på nogen af dem, der allerede er konfirmeret - for få eller for mange år siden - så er det nok, fordi den Gud er det altid godt at høre om. Og derfor slutter vi prædikenen med en lovprisning af Ham:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed.
Amen
Ψ
15
29
392
-
10
439
458,3-5
7