(Du må selv finde perikoperne;
jeg kan ikke linke til mindre end kapitler)
“Når en kvinde skal føde, mærker hun smerten, men når hun har født sit barn, glemmer hun smerten og glæder sig over det nye liv.”
Så kommer der selvfølgelig en periode med afbrudt nattesøvn, måske kolik og øreproblemer, senere får den lille tænder, det er ikke småting, I konfirmander har udsat jeres forældre for gennem årene! Sådan som jeg kender jer, er jeg nu ikke i tvivl om, at overordnet set må glæderne langt have opvejet bekymringer og trakasserier. Og forældrene kan jeg berolige med, at selvom vi med et lidt gammeldags udtryk siger, at konfirmanderne i dag “træder ind i de voksnes rækker”, så vil I både i morgen og i al fremtid kere jer om jeres børn og føle omsorg for dem. Forældre er man hele livet - og sådan er vi også børn hele livet.
Én af mine gode venner sagde, da hans andet barn var ved at være et par år gammelt: “Man glemmer, hvor hårdt det er. Det er nok meget godt, for ellers ville alle børn være enebørn!” Det er måske den erfaring, Jesus henviser til.
Sådan er vores liv: sorg, smerte og bekymringer afløses af glæde og ubekymrede dage - og så er der alt det, der ligger midt imellem …
Det er der ikke noget nyt i, sådan er jo et menneskeliv, men der er alligevel godt nyt i Jesu ord.
I evangeliet til i dag siger Han også: “En kort tid, så ser I mig ikke, og endnu en kort tid, så ser I mig igen.” Kan det næsten blive mere kryptisk og mystisk? Disciplene lader i hvert fald ikke til at fatte ret meget af det.
Der er to pointer, som jeg har bestræbt mig på at lade skinne igennem i den tid, jeg har haft sammen med konfirmanderne. For det første kan vi altid trøste os med, at konfirmationsforberedelsen er en øvelse i at stille spørgsmål og reflektere - også nogle gange tvivlende - over livet og Gudsforholdet - der, hørte vi allerede i den første læsning, også kan ses som et forældreforhold. Masser af undervisning handler om at forsyne os med svar, som vi kan rable af os på rette tid og sted, men når det gælder livet selv, er der ingen nemme svar, og hver gang vi finder ét, rejser det nye spørgsmål.
Konfirmanderne kan bare spørge jeres ældre familiemedlemmer. De har masser af gode råd til jer - og dem skal I lytte til, det er ikke uden grund, at vi har et gammelt dansk ordsprog, der lyder: “Erfaren mand er god at gæste.” Bare husk, at ikke helt få af de gode råd, vi erfarne kan give jer, kan vi netop give jer, fordi vi har stået i de samme problemer, dilemmaer og tvivlsspørgsmål, som I oplever.
Og det leder naturligt over til den anden pointe, nemlig den, at når vi læser i Bibelen, så læser vi om mennesker, der levede for tusinder af år siden; og samtidig læser vi om alle mennesker til alle tider, og derfor også om os selv.
Det, Jesus altså siger, siger Han også til os her i dag. Den gudsopfattelse, Jesus taler ind i hos sine samtidige, er, at Guds velsignelse har man, når livet går godt, men Han kan tage den væk, og så ramler ulykkerne ned over én. Men Jesus kom for at sige noget radikalt andet, nemlig, at livet nok er spændt ud mellem godt og ondt - det hænger også sammen med den frihed, vi er skabt til - men det onde er ikke udtryk for Guds fravær.
Han lover os nemlig i vores dåb, at Han er med os alle dage indtil verdens ende. Også når livet er tungt og svært, er Gud hos os. Han er her, selvom vi ikke kan mærke det.
Det er det Gudsrige, Jesus lover. Det er ikke bare noget, vi kommer til, når vi dør, det er det, at Han er med os i alt, hvad livet byder os, og også gennem døden.
Hverken Guds kærlighed eller velsignelse eller tilstedeværelse er spor omskiftelige, det er heller ikke det, Jesus siger; den forskel, Han peger på, er, om vi ser Ham.
Vi skal ikke forstå Guds tilstedeværelse som en fjollet leg, som da vi var små og nogen legede ‘borte-tit’ med os. Ofte er det vores optagethed af os selv og vores små og store dagligdags problemer, der kommer til at skygge for Gud, så Han nok er hos os, men uden at vi mærker det.
Vi ser ikke altid Gud, når Han er der - ofte er Hans tilstedeværelse og hjælp noget, vi ser tilbage og oplever, at vi har fået del i. Måske opdager vi det ikke altid, måske takker vi et menneske for dets nærvær uden at ane, at kræfterne, kærligheden, omsorgen, impulsen til at være der for os, det var noget, der kom fra Gud.
Andre gange er det os selv, Han sender, og så takker vi måske for kræfter og kærlighed og omsorg, der bestemt stammer fra en kilde uden for os selv og for impulsen til at hjælpe, selvom vi ikke troede, at vi havde noget at byde på.
Vi er kaldet til at gøre denne verden til Guds gode rige for hverandre, men kaldet er først og fremmest et løfte: Gud er med os i arbejdet, både når det lykkes og når det ikke bliver færdigt lige med det samme.
Vi er børn hele livet, og vi er Guds børn hele livet, det er vi, når vi synes, at vi kan mærke det, og navnligt, når vi ikke kan mærke det. Det er det løfte, som Gud gav os i dåben, og som I, kære konfirmander, hører gentaget i dag. Det er ikke bare et løfte til os mennesker som en gruppe, det er et løfte til hver eneste én af os, og derfor skal I høre det med jeres navns nævnelse. For det siger vi tak og
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed.
Amen
Ψ Når morgensolen lyser her, 3,1-2.4-7.10, Gud, du kender alle mine veje, 29