Om Søren Kierkegaards Philosophiske Smuler
- en introduktion til teksten
Indledning
Søren Kierkegaard har udgivet sine Philosophiske Smuler under pseudonymet Johannes Climacus. Hvad baggrunden for dette har været, kan vi gisne om; men her blot disse to kommentarer: For det første er det langt fra det eneste skrift, Kierkegaard har udgivet pseudonymt. For det andet synes der at være en elegant pointe i, at han langt hen ad vejen benytter pseudonymer i sin gennemgang af kristendommen, således at Kristus omtales som Guden, Kristendommen som Digtet og (efterhånden) som Kærlighedens Religion, Inkarnationen (da Gud bliver menneske i Kristus) som Øjeblikket.
På denne måde opnår han at præsentere det afgørende nybrud i Kristendommen som netop noget nyt; altså, ved ikke fra starten at nævne Kristendommen som den diskussionspartner, han sætter op over for Sokrates, søger han at undgå de forudindtagede meninger og opfattelser læseren kan have, og præsenterer (nogle af) Kristendommens pointer sådan som han mener, de skal ses.
Foruden dialogen mellem det Sokratiske (position A) og det kristne perspektiv (position B) lader Kierkegaard også indimellem en fiktiv læser komme til orde i løbet af teksten - med indvendinger, som han så tager op eller med pludselige indsigter, som han på denne måde får henledt sin (den egentlige) læsers opmærksomhed på.
Således er bogen sammensat af dialoger på flere niveauer: Der er for det første på indholdssiden dialogen mellem Position A (den Sokratiske) og Position B (den kristne), og for det andet forfatterens dialog med sig selv og den fiktive læser. Når man dertil lægger Kierkegaards hyppige ironiseringer og hints til sine filosofiske og teologiske modstandere og debatpartnere i samtiden, bliver teksten af og til lidt svært tilgængelig, fordi man samtidig med læsningen skal udvikle et sikkert blik for, hvilket niveau, teksten bevæger sig på, og hvilken af dialogerne, der til enhver tid er i spil.
Men lad mig nu alligevel forsøge, om der ikke kan skabes et overblik over teksten, dens vigtigste pointer og den udvikling, den gennemløber. I afslutningen vil jeg svare på titelbladets spørgsmål: ”Kan der gives et historisk udgangspunkt for en evig bevidsthed; hvorledes kan et sådant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig salighed på en historisk viden?”
Position A - Socrates
I en socratisk opfattelse skyldes den menneskelige erkendelse en generindring i mennesket af noget, som ligger dybt i mennesket, hvor det altid har været til stede. Imidlertid opfattes menneskets fødsel som noget så traumatisk, at vi i fødslen glemmer alle disse indsigter, som nu en lærer kan hjælpe os til at kalde frem igen. Således bliver læreren Anledningen til indsigten, i det, Kierkegaard omtaler som Position A, alt imens Betingelsen herfor allerede ligger i mennesket, og altid har gjort det.
Bevægelsen mod sandheden er altså her en skuen tilbage i tid på noget, man tidligere har vidst, men har glemt og altså på sin vis stadig ved, men skal mindes om.
Position B - Guden
I det kristne perspektiv forholder det sig anderledes. Bevægelsen mod sandheden går her fremad i tid, ikke som den sokratiske generindring (gr. αναμνέσις). Guden (altså Kristus) kan ikke alene ses som en lærer, sådan som Socrates. Her er Betingelsen ikke til stede i mennesket i forvejen, men må skænkes af Guden. I modsætning til den socratiske opfattelse, hvor læreren blot er en (tilfældig) anledning til menneskets erkendelse, er Guden for så vidt selv den erkendelse, som disciplen (mennesket) skal opnå, tillige med at han er giveren af betingelsen for, at erkendelsen opnås. Ingen lærer, prædikant, vejleder eller noget andet nok så velmenende medmenneske kan blive anledning til nogen som helst erkendelse, dersom Guden ikke selv skænker Betingelsen - troen.
Det er indeholdt i Jesu ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (Joh 14, 6)
Det forstår vi allerede i Kapitel 2, hvor vi får afsløret Guden som Lærer og Frelser. Kierkegaard lader Climacus betone forskellen på Socrates som ”gjordemoderen”, fødselshjælperen, der hjælper erkendelsen hos disciplen og Guden som den fødende, i den forstand, at man først bliver discipel, når man får skænket betingelsen af Guden. Det er ikke et let læst kapitel, fordi det frembyder en stadig vekslen mellem fokus på begreber og på billeder, hvilket kræver ikke helt lidt af læseren – ikke mindst fordi man må indstille sig på at læse langsomt, for hele tiden at være bevidst om, hvilket niveau teksten nu bevæger sig på.
I kapitlet optræder Tidens Fylde, som er betegnelse for inkarnationen – han bruger også betegnelsen ”Øjeblikket”. Det betegner på en gang det historiske øjeblik, hvor Gud bliver menneske – den julenat for 2000 år siden – og det øjeblik når som helst i historien, hvor et menneske får skænket Betingelsen, altså Troen, og således bliver discipel. Først i dette møde, hævder Kierkegaard, bliver man i sand, kvalificeret forstand menneske.
Vi nærmer os i slutningen af kapitel 2 en afsløring af, hvad det er for en filosofi, Climacus har ”fremdigtet”, men selvom Bibelen hele tiden ligger lige under teksten og danner klangbund, er det først i Kapitel 5, at Bibelen og særligt Johannesevangeliet eksplicit nævnes.
Hvad skal så hele dette maskespil til for? I det tredje kapitel får digterværket betegnelsen Kærlighedens Religion. Når Climacus endnu ikke udtrykkeligt nævner Kristendommen, skyldes det, at Kierkegaard mener, at vi (eller i al fald hans samtid) er blevet så vant til tanken om, at Gud har givet os sig selv – har åbenbaret sig som menneske i Kristus – at forargelsen over paradokset i tonaturlæren er blevet glemt. Ved nu at bringe netop dette paradoks i fokus vil Kierkegaard igen vise os forargelsen – og samtidig bruger han den som en art gudsbevis, idet han hævder, at noget så forargeligt og overskridende ikke kunne fremdigtes af menneskets fantasi: At bevægelsen fra mennesket op mod Gud bogstavelig talt bliver vendt på hovedet, og der i stedet indtræder en bevægelse fra Gud til menneskene. I vores tid, hvor der ingen grænser er for, hvad man kan finde på at sige, lyder det måske ikke videre forargeligt, men på Kierkegaards tid – og langt mere i den jødiske tradition for 2000 år siden – har det uden tvivl været det.
I kapitel 4 står det klart, at hvor Socrates optræder som en mere eller mindre tilfældig anledning til disciplens erkendelse, forholder det sig helt anderledes med Guden. Var ikke Socrates blevet anledningen, kunne en anden lige så godt være blevet det; men for Gudens vedkommende gælder det, at lærer og lære ikke lader sig adskille. Guden er selv det, disciplen skal gives, og får han ikke skænket betingelsen af Guden selv, bliver han aldrig discipel. Socrates ønsker at lære menneskene at kende, sådan et ærinde har Guden (af gode grunde) ikke. Socrates er ”menneskekenderen, der ikke kender sig selv”. Socrates er Anledningen, hvem man knap nok skylder tak, Kristus er Betingelsen, hvem man skylder tak (og alt andet).
I kapitel 5 diskuteres samtidighedens problem: Når inkarnationen – øjeblikket – indtraf for 2000 år siden i historien, er det så ikke umuligt for os at få gavn af dette øjeblik, når vi ikke oplever det i vores samtid? Nej, siger Climacus, af to hovedgrunde: For det første kan man sagtens have været samtidig med inkarnationen uden at have fået troen – betingelsen – af den årsag. Mennesker oplever så mange ting i tiden, som deres bevidsthed og erindring gengiver forskelligt, og det er ikke bedre at være samtidig med øjeblikket uden at opleve det, end det er at opleve det uden at være samtidig med det. Nu kommer nemlig den anden pointe: Netop paradokset, at Guden – Kristus er det jo – er sand Gud og sandt menneske gør, at han til enhver tid kan skænke Betingelsen – troen – til hvem han vil. Flere steder i teksten afviser Kierkegaard doketismen – den opfattelse, at det menneskelige var en midlertidig skikkelse, Kristus tog på sig som en slags forklædning – og fastholder tonaturlæren: Kristus er ikke enten Gud eller menneske, ikke nogle gange det ene, nogle gange det andet, men netop helt Gud og helt menneske. Det forhold ophæver skellet mellem den umiddelbare samtid og den senere. Paradokset er nemlig kun til for troen, derfor er samtidighed i historisk forstand underordnet.
Hovedindholdet i kristendommen er det, vi har fået skænket. I modsætning til en mere filosofisk livsopfattelse er det vigtigste i kristendommen det, vi ikke kan tænke og ræsonnere os frem til, det vi ikke kan sige os selv. Derfor siger Kristendommen os imod – for eksempel i paradokset, det, vores forstand ikke kan rumme, men som troen må acceptere.
Afslutning
På titelbladet har Kierkegaard givet sig selv (eller Johannes Climacus, om man vil) det, man i dag ville kalde en slags problemformulering: ”Kan der gives et historisk udgangspunkt for en evig bevidsthed; hvorledes kan et sådant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig salighed på en historisk viden?”
På baggrund af gennemgangen af bogen, må vi konkludere, at det er lykkedes at komme med en række svar. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af kristendommen, og måske har det også været medvirkende til, at Kierkegaard har udgivet Smulerne under pseudonym – for at bogen ikke skulle tages for at være et udtømmende, teologisk værk fra hans hånd, men netop et indlæg i en debat – med det socratiske og med nogle af hans samtidige.
Det historiske perspektiv klarer han ved, som vi har set, at gøre betingelsen til en trossag. Paradokset i tonaturlæren bruger han til at argumentere for, at når som helst i historien, et menneske får skænket troen, kommer Gud det i møde, som da Han oprindeligt lod sig føde som menneske. I modsætning til den socratiske opfattelse, at den udødelige sjæl ligger immanent i mennesket og kan kaldes frem af en mere eller mindre vilkårlig ”fødselshjælper” – som altså bliver Anledning – er sjælens udødelighed i kristendommen en gave fra Gud.
Grundtvig – og i Tyskland Hegel – bruger historien som argument for kristendommens sandhed: Når religionen har overlevet disse to tusinde år, beviser det dens sandhed, og den er blevet renset – lutret – op gennem tiden. Det modsiger Kierkegaard – han mener tværtimod med Kant (og senere Nietzsche), at tiden har forplumret noget af det væsentlige og for eksempel taget forargelsen helt ud af vores syn på kristendommen. Det er for os ikke specielt forargeligt, at Gud kommer til os som menneske, men det er, fordi vi har vænnet os til tanken. Hvor forargeligt det var for samtiden, kan man let se ved at læse afslutningen på de fire evangelier.
Svaret på det afgørende spørgsmål – ”Kan man bygge en evig salighed på en historisk viden?” bliver altså, at det kan man, for så vidt som Gud skænker én betingelsen – altså Troen. Den historiske viden alene kan man ikke bygge noget på, ligesom man ikke kan bygge sin tro på et andet menneskes tro.
Litteratur
Johannes Climacus: Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi. Udgivet af Søren Kierkegaard, København 1844. Her læst efter http://sks.dk/ps/txt.xml elektronisk version 1.7
Bibelen er citeret efter DO92, Det Danske Bibelselskab, København 1993