Luk 1, 26-38
Et sted på en husmur havde nogen skrevet en graffiti: “Gør som Gud: Bliv sandt menneske!” Det er ikke det rene pjat, for vi tror, at bevægelsen mod at blive menneske, at kende sig selv som menneske, samtidig er en bevægelse mod at kende Gud. Som Maria skal vi tage vores kald på os og bære Gud ind i verden.
Alle Bibelens fortællinger handler om os selv og vores forhold til Gud. Ikke bare de lignelser, Jesus fortæller, nej, selve det, at Gud blev menneske blandt os, er en fortælling om, at mennesket ikke bare er skabt i Guds billede, vi er ligefrem skabt til et fællesskab med Gud. Paulus skriver til en af sine menigheder, at kristendommen er en hån mod jødernes gudsbillede og en dumhed for grækerne, som med deres filosofi stræber efter at forstå verden - og det fornuftsstridige ligger også i Marias fortælling i dag.
Kristendommen er nemlig et paradoks. Vi gør alt, hvad vi kan for at forstå verden, og vi forstår mere og mere af, hvad der sker omkring os - der er ligefrem nogle af os, der tror, at vi kan kontrollere verden og hvad der sker i den. Og alligevel stiller livet os af og til over for situationer, hvor vores intellekt kommer til kort. Vi kan ikke tænke os til svarene på de spørgsmål, der nogle gange synes allervigtigst. Når vi spørger efter meningen med livet eller med det, der sker, bliver al vor viden og vores forståelse af verden underligt uformående. Den følelse kan vi spejle i Marias erfaring i dag: Hun spørger med sin fornuft - hvordan skal hun kunne føde et barn uden at have været sammen med en mand?! - men Gabriel svarer med at tale til hendes tro. Nogle gange, når vi spørger med et “Hvordan?” svarer Gud med et “Fordi!” - ikke et “Sådan.”
Danskeren Niels Steensen var en fremragende videnskabsmand, der blandt andet gjorde vigtige opdagelser om menneskets anatomi; og han var også præst, og han sagde det sådan: "Skønt er det, vi ser (det er den skabte verden med solskin og blomster og bjerglandskaber og havudsigt), skønnere er det, vi forstår (det er naturlovene, sammenhængene, som renæssancens videnskab begyndte at kunne se, matematikken og menneskets tankeverden) - men," slutter han så: "Det skønneste, er det, vi ikke forstår!" Og det er det, vi hører om i dag: at Gud ikke bare elsker os, han kommer til os for at være sammen med os.
Gud vil os noget - han vil det, han sendte Gabriel for at bede Maria om: Han vil ikke, som alle andre guder, som vi har hørt om, sidde i en fjern himmel og lade sig tilbede og modtage gaver. Han bor ikke i Templet - eller på Olympen eller i Asgård, eller hvor Guder ellers er blevet indkvarteret i forskellige mythologier, nej, han vil være Gud blandt mennesker, ja ligefrem i mennesker. Det er ikke til at forstå, og vi skal ikke forstå det; men som Maria skal vi tage vores kald på os og bære Gud ind i verden. Hvordan det ser ud for os hver især, er ikke til at vide. Vores liv rummer lette og svære stunder, men Maria viser os i dag, at tager vi imod Gud, så kommer Han til os, lige her i vores verden, i glæden, i sorgen - og i den helt almindelige hverdag, som Maria gik midt i, da Gabriel dukkede op; og så forandrer Han verden til det bedre. Det er det smukkeste i verden.
På grund af restriktioner sang vi ingen salmer, men "Slentrer i regnklare parker" blev reciteret til organistens blide akkompagnement.