Tidsånd og Helligånd

- om gråspurve og elefanter i det kirkelige landskab

Jeg brugte i en debat på de asociale medier udtrykket at "komme til at skygge for Gud," og blev mødt med det meget relevante spørgsmål: hvordan kan det overhovedet lade sig gøre. Ja, man skulle ikke tro det muligt, men ikke desto mindre er det af og til den oplevelse, man kan få til nogle af Folkekirkens gudstjenester. For eksempel kan det ske, når præsten af den ene eller den anden grund fravælger ritualerne og selv som en toastmaster uden (andre) talere giver sig til at “snakke folk” igennem gudstjenesten. Når man selv skal finde på det hele, kommer man meget let selv i fokus, og det er uheldigt, når det, man skulle være sammen om, er så meget større end nogen af os. Jeg har intet imod regibemærkninger i gudstjenesten, særligt ikke, hvis de kan bidrage til, at en mindre kirkevant menighed føler sig bedre tilpas. Men hver ting til sin tid og ikke som erstatning for at holde gudstjeneste.

Konfirmanderne mente en dag, da vi talte om det, at bønner skal bedes i et gammeldags sprog. Nogle af dem mente, at Gud nok ikke forstår “street” - men vi kom nu frem til, at når mindst aramæisk, græsk, latin og dansk er gangbare til Fadervor, så klarer Vorherre nok også selv de mest moderne udtryk på dansk - eller et hvilket som helst andet sprog. Og vi blev også enige om, at i ens egen, stille bøn, kan man bruge lige de ord, der falder én ind; men følelsen af, at sproget fremmer noget højtideligt, som kan virke passende, når vi beder højt sammen, var vi også ret enige om.

Udgangspunktet for den omtalte debat var en teateranmelders anmeldelse af en højmesse. Det var lykkedes at lave en sober - og i en vis udstrækning relevant - gennemgang. Alligevel er der en risiko ved at se på gudstjenesten som var den teater, en forestilling. I en forestilling fremstiller en skuespiller en hovedperson, som altså ikke i egentlig forstand er til stede. Sådan er gudstjenesten ikke. Det er ingen forestilling, der er ikke nogen, der spiller en rolle. Ser man gudstjenesten som en forestilling, er det let at opfatte præsten som en hovedperson; men det lægger en byrde på præstens skuldre, som ikke skal bæres af noget menneske. Præstens opgave er ikke at være hovedpersonen i en forestilling, men at pege på hovedpersonen, Vorherre, der selv er til stede - i sit ord og fysisk i nadveren. Hvis præsten af sig selv eller andre opfattes som hovedpersonen, er der en nærliggende risiko for, at han - i stedet for at pege på Gud - kommer til at skygge for Ham. Ikke fordi et menneske kan overskygge Gud, men fordi vi ser det, vi retter vores opmærksomhed mod. Som i den gamle historie om det lille barn, der tages med i Zoologisk Have for at se på elefanterne - men opsluges fuldstændigt af gråspurvene. Gråspurven kan ikke ret nemt i bogstavelig forstand skygge for elefanten, men i vores bevidsthed gør den det, hvis vores fokus er rettet kun på den.

I øjeblikket er der debat om højmessens form og indhold. En del indlæg synes at ville hælde barnet ud med badevandet. Det skyldes måske tidens absurde men vedholdende tanke, at det, jeg kan tænke (eller allerhelst føle; mange yngre mennesker bruger “jeg føler …”, hvor “jeg mener/synes/tror/husker …” nok ville være mere passende) mig frem til, er bedre end det, der er udviklet gennem tusinder af år. Det er ikke et argument for ikke (fortsat) at udvikle gudstjeneste og liturgi. Det er blot værd at huske - hvad alle forældre forhåbentlig ved - at børn (også Guds børn) ikke nødvendigvis skal have, hvad de har lyst til, men altid, hvad de har brug for. Men i det berømte spændingsfelt mellem identitet og relevans synes der at være en tendens til, at man vil være relevant ved at give folk det, de kan få alle steder. Det synes ellers åbenbart, at det er den sidste måde, man kan vise sig relevant på: ved som en anden sandsælger i Sahara at fodre folk med mindfulness og tidens ide om, at enhver er sig selv nærmest og nok.

I forlængelse af Kierkegaards tanke om, at Kristendommen er det, man ikke kan sige sig selv, ligger måske, at kirken skal sige det, man ikke får at høre andre steder: Når du ikke synes, at du selv kan, hjælper Gud. Når du ikke føler, at du er noget værd, er du stadig Guds barn, og du har dine synders nådige forladelse. Du behøver ikke kigge ind i dig selv efter alle svarene. Dét er kirkens opgave: Ikke at søge relevans i brugerundersøgelser og ved bevidstløst at hige efter at falde i et med tidens åndløshed, men at fastholde sin identitet som bærer af det radikale budskab om Guds enestående kærlighed, nåde og tilgivelse. At formidle kristendommen og demonstrere dens relevans i ethvert menneskes liv. Og også at insistere på, at Gud kommer vi ikke til at forstå fuldt ud i dette liv. Det er også godt nok, indimellem taler Helligånden til os i sakramenter og ritualer - hvis ikke vi helt forhindrer den i at komme til orde i vores forblændethed af en tidsånd, der som en anden gråspurv tager al opmærksomheden fra den elefant, vi skulle være kommet for at se.