“Mit åg er godt, min byrde er let!”
Vi er nok mest vant til at tænke på et åg som noget tungt - og grundlæggende unødvendigt - der bliver lagt på én - lidt ligesom ågerrenter. Og hvis vi vil se et åg, må vi i vore dage gå ud på Frilandsmuseet. Det ligger lige herude i Sorgenfri, og kan nu også i sig selv være turen værd; og ser vi så nærmere på de åg, der er udstillet derude, ser vi, at de er helt forskellige. De har nemlig hver især været et vigtigt personligt arbejdsredskab, og det har været helt afgørende, at de har været nøje tilpasset til de skuldre, der måtte bære dem med tunge genstande, der skulle transporteres.
Matthæus ved godt, at vi mennesker forstår verden ud fra ting, vi kender i forvejen, og i århundreder har det billede, han lader Jesus bruge her, været nemt og umiddelbart forståeligt.
Lige så ligetil billedet er at forstå, lige så nemt er det dog at få helt galt fat på. Vi må vist lige se lidt nærmere på, hvad det er, Jesus i grunden siger til os i dagens tekst. Jesus taler om kristendommen, når han taler om det gode åg - tilpasset den, der skal bære det - og han taler om den lette byrde; og den forståelse, Han taler ind i, er en forståelse af gudsforholdet, som noget, der er præget af krav og forpligtelser - af bestemmelser om kultisk renhed og urenhed, af spiseregler, regler for ofringer i forskellige situationer; alt sammen for at opretholde det gode forhold til Gud.
Men det budskab, Jesus i dag kommer til os med, er, at alt dét behøver vi altså ikke bekymre os om - åget er let, fordi det slet ikke er et åg!
Kristendommen begynder med en gave - dåbens gave - ikke en opgave. Gaven er løftet om, at Gud er med os alle dage og bærer med på livet.
Men hvad er det så for en kirke, Paulus taler om, at vi bygger med Kristus som grundvold?
Ja, først og fremmest er kirken jo altså hverken institutionen eller alle de forskellige mange huse, vi gennem århundrederne har bygget som kirker. Kirken er os, de mennesker, der bruger husene til at holde kirke i.
Vi ved nok, at historien er fyldt med eksempler på, at folk har troet, at kristendommen var et nyt religiøst system af ting, vi skal gøre - det troede de måske også, da de byggede kirken her. Men det var nu godt, at de gjorde det, for her kan vi komme og høre, at det slet ikke er herinde, det gælder. Man kan næsten se det, når man kommer hertil, fordi kirken ligger uanselig i husrækken og ikke i ensom majestæt på en bakketop: Kristendommen er - nogle gange umærkeligt - derude. I det levede liv mellem mennesker, den er slet ikke det, der foregår her i huset en times tid søndag formiddag - og den er ikke opgaver og pligter:
Den begynder med en gave: Herhenne ved døbefonten og når vi engang imellem - sjældent eller ofte - kommer og får den anden gave, nadveren, som vi skal fejre om lidt; men det virkelige kristenliv er hverdagslivet, og det er ikke en opgave, Kristendommen er nemlig Guds åbenbarede kærlighed til og mellem mennesker, og kærlighed er ikke noget, man gør, det er en måde, hvorpå man ser på sig selv, på de andre og på livet, og dét skal vi gøre med Guds milde, kærlige blik. Og dét er den kirke, der er i os, og som vi skal bære ud i verden, når vi rejser os fra kirkebænken og vender tilbage til det verdslige liv.
Også, når vi - som vi jo er utroligt gode til - finder på pligter og opgaver, vi lægger på os selv. Så kommer Jesus nu med modvægten og siger: Fint, alt sammen, men husk, at jeg er med og bærer med - når kræfterne og kærligheden kommer fra kilder, der helt afgjort ikke er i os selv, er det dét, vi mærker.
Så når vi kommer i kirke, er det ikke en pligt. Vi kommer for at høre om det Gudsrige, som vi er kaldede til at hjælpe frem her i verden, for at se og mærke det fællesskab, vi kom ind i ved dåben - og i grunden kan man i en vis forstand sige, at vi er her for at fejre, at vi slet ikke behøver at være her!
Kristendommen er altså det levede liv, lige herude på den anden side af kirkemuren. Den er ikke pligter og ofringer og krav om renhed og renselse for urenheden. C.S. Lewis - det er også ham med fortællingerne om Narnia - siger et sted om Kristus, at han tror på Ham, som han tror, at solen er stået op i morges: Ikke fordi han har set Ham, men fordi han ser alt andet ved Ham:
Kristendommen er en forholdemåde, en optik, vi ser vores eget og medmenneskets liv gennem: I lyset af Kristus og med de samme milde, kærlige øjne, som Gud ser os med.
Det er gennemgående i mange af de historier, vi hører om Jesus, mens Han gik på jorden, at Han gang på gang vender folks opfattelse af deres forhold til Gud på hovedet:
Når Han helbreder en syg eller lader sine disciple plukke aks på en sabbat, er pointen, at hviledagen ikke er til for Guds skyld, men for menneskets.
Når den barmhjertige samaritaner fremhæves som den, der handler rigtigt, er det fordi han handler i menneskets tjeneste, mens præsten og tempeltjeneren har misforstået deres tjeneste for Gud i templet, og tror, at den er vigtigere end tjenesten for medmennesket, der ligger i grøften og har brug for dem.
Her peger Jesus på den afgørende forskel mellem Kristendommen og religionerne - både dem, de kendte for to tusinde år siden, og dem, der er kommet til senere: Guds nærvær og velsignelse er ikke omskiftelig, velsignelsen består nemlig ikke i lykke og velstand, men i Hans nærvær - de ord, der lød ved vores dåb: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!
Vi kan altså vende billedet af åget på hovedet: Åget er ikke tunge byrder, Gud lægger på os for at vi skal stille Ham tilfreds. Nej, hvis troen er et åg, virker det omvendt, det er det, Han bærer os ved.
Det meste af livet oplever vi heldigvis, at vi kan bære os selv, men indimellem har mange af os også oplevet at se tilbage på en oplevelse eller periode i vores liv, hvor vi må slå ud med armene og sige: Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem det?
Og så ved vi det måske alligevel godt: Ved Guds nåde og kærlighed!
Åget er godt. Det er så godt, at jeg - som i Døden fra Nokkebølle, hvor gulvtæpperne på Fidusenborg er så tykke og bløde, at man ikke mærker, at man træder i noget - ikke mærker, at jeg bærer på noget - for det er åget, der bærer mig! Gud vil ikke ses som en krævende magt, der skal stilles tilfreds for at se i nåde til de arme mennesker - skal formildes med ofre og rituelle handlinger for at sende os sin velsignelse. Det har Han aldrig været, men mennesker har altid haft svært ved at tro på gaven, som vi får ufortjent, og derfor forestiller vi os, at vi skal gøre alle mulige krumspring for at få Guds kærlighed og velvilje. Det er også en måde, vi gør byrderne tunge for os selv på; men så står Han der, som Thorvaldsens statue i Vor Frue kirke, og siger “Kom til mig med jeres tunge byrder. Hvilen er hos mig!”
Det er den, fordi kærligheden kommer fra Gud, og når den skal tilbage igen, er det ikke som pligter og ofre, men som taknemmelighed, når vi forstår, at Gud netop ikke er endnu en modstander: Nej, Han ser på os med milde øjne, ser os fare vild i labyrinter, vi selv bygger op omkring os, og nu siger Han: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer på tunge byrder. Her er hvilen, her skal I møde kærligheden, I dåbens bad og ved nadverens bord.
Derfor:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed.
Amen
Ψ 732, 430, 31 - 675, 439, 6, 356