Der er langt til dagens evangelium fra de sidste dages fejring af det nuttede, lille barn i krybben, som vi ser for os, omgivet af de nybagte forældre, okser, asen, hyrder og engle. Vi har glædet os til festen i en måned - butikkerne har været i gang endnu længere! - og i dag, anden juledag, kommer vi i kirke, og så lyder det allerede, som om det hele er forbi. Men selvom det kan virke kontrastfyldt, handler dagens tekster om, at fortabelsen aldrig er dybere, end at nåden og tilgivelsens mulighed stadig kan nås.
Det lille Jesusbarn fra i går er i dagens evangelium blevet en voksen mand, og det er ikke én af Matthæus’ historier om syge, der bliver helbredt, eller sultne, der bliver mætte, vi hører: Jesus taler med store bogstaver. Det er alvorsord, der lyder til Jerusalem - og det er jo altså altid også til os, Jesus taler. Alvorsord, javel, men det er ikke skældud - og det er godt det samme, den slags virker alligevel ikke! Måske er det knap nok en advarsel. Jeg synes, at det lyder, som om Jesus taler ud af en stor sorg over, at vi ikke er bedre til at lytte og fatte, hvad vi hører.
Og beretningen fra Apostlenes Gerninger, som jeg læste fra alteret først, viser, hvor galt det går, når mennesker hverken tør høre, hvad der bliver sagt, eller forstår meningen med (og bag) det.
Beretningen om Sankt Stefan foregår i den første tid efter, at Jesus var død, opstanden og faret til himmels. Apostlene fortalte historien, men selvom gaven, de havde fået, var stor, var opgaven det også, og den var ikke nem. Budskabet er både godt og glædeligt, men som vi ved, var det også svært at tro. Det kan det stadig være i dag, og dem, der sad på magten - den religiøse magt - i Israel på denne tid, følte sig truet af det kristne evangelium. Var der ikke noget ægte at anklage de kristne apostle for, hører vi, at de ikke holdt sig for gode til at finde på løgne og fordreje deres forkyndelse, så de kunne hidse en folkemængde op mod dem.
Det får dem jo ikke til at fremstå særligt sympatiske: Deres egen magt og position er vigtigst for dem, og de er parate til at slå ihjel for at bevare dem. Det er de hverken de første eller de sidste i verdenshistorien, der har gjort sig skyldige i, og selvom det heldigvis langt de fleste gange er i en meget mindre målestok, kan vi måske ligefrem - i vores laveste øjeblikke - se noget af det i os selv.
Der er ikke altid mening med det onde, vi går igennem - men Gud er med os, og Han hjælper os med at se en mening i det onde.
Sankt Stefan er den første kristne martyr, og han er den eneste helgen, der har bevaret sin egen dag som helligdag i vores lutheranske folkekirke. Det kan måske undre, men det er en misforståelse, at Luther ville gøre op med hele helgenvæsenet. I Luthers optik var helgenerne glimrende som forbilleder for et godt, kristent liv. Det, han var modstander af, var helgendyrkelse, hvor helgenerne blev skudt ind som et ekstra led, man kunne bede til, for at de skulle gå i forbøn for én hos Gud.
Og Sankt Stefan er et fint billede på godt kristent sindelag, da han som sine sidste ord beder for dem, der slår ham ihjel. “Tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør!” Det kan nok virke på os som lidt rigeligt kristent sindelag, og i hvert fald svært at efterfølge. Der er ingen tvivl om, at steningsdøden har været pinefuld, og her kan vi nok have svært ved at følge med, og det er heller ikke nødvendigvis det, vi skal tage med os fra historien.
Pointen er, at Stefan er overbevist om Guds nåde, og han ved, at den er så stor, at han ikke bare trygt kan gå sin skæbne i møde; han ved, at nåden rækker til også at tilgive hans fjender - der jo altså også er Guds fjender, for kernen i den påståede forbrydelse består jo i, at Stefan har forkyndt evangeliet.
Bibelens beretninger handler om os. Det er bare ikke altid entydigt, hvem vi skal identificere os med. Det er muligt, at vi læser os selv ind på Stefans plads i lignelsen, hvis vi bliver udsat for falske anklager og løgne. Andre gange er det måske snarere som hans forfølgere, når bliver grebet af den gruppedynamik, der får os til at løbe med - iført skyklapper og en halv vind - selvom vi dybest set ved, at vi burde blive stående eller gå en helt anden vej - eller vi ligefrem føler os så truede, at vi selv griber til løgn og bagtalelse.
Går det så bagefter op for os, hvad vi har gjort, og vi skammer os over det, har vi brug for at vide, at Guds nåde og kærlighed rækker langt ud over, hvad mennesker kan begå af fejl. Vores liv, lykke og frelse er ikke afhængige af vores handlinger. De er ikke engang afhængige af vore medmenneskers tilgivelse.
Sankt Stefans bøn om Guds tilgivelse til sine fjender er ikke drevet af hans eget storsind. Den viser os, at han ved at holde blikket rettet mod Kristus indser, at den nåde og kærlighed, Gud har til ham, også er stor nok til at rumme modstandere og fjender - og rækker ikke bare til hele livet, men også gennem døden. Det er en nåde, der er så stor, at Gud selv kommer til os. Julenat og hver eneste dag i vores liv.
Og derfor kan vi altså stadig sige Glædelig Jul!
og
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed.
Amen
Acta 6,8-14;7,54-60 Matt 23,34-39 Es 50,4-7
Ψ 129 - 135 - 114 - 69
Kirkebøn
Lad os bede
Gud!
Fader, Søn og Helligånd
Vi beder dig for din kirke, her i Bagsværd og ud over hele jorden.
Vi beder dig for alle, der bærer på bekymringer og sorger, hvad enten de er fjern eller nær.
Mange steder i verden lider mennesker under krig, nød, sult og elendighed. Vi beder dig for dem, og vi beder for os, der har bedre kår, at vi må se deres nød og vide at hjælpe dem på den bedste måde.
Vi beder dig for dem, der bliver forfulgt og lider på grund af race, seksualitet eller overbevisning. Og vi beder dig for deres forfølgere.
Vi beder dig for dem, vi altid glemmer, og dem der ikke har nogen til at bede for sig.
Vi beder for Kong Frederik X, og for alle der har magt og ansvar at udøve over andre mennesker.
Lad dem og alle mennesker sammen med os mærke din nåde, fred og velsignelse. Led julens budskab om kærlighed og nåde ind i alle menneskers hjerter, så vi tør tro, at vi lever i din kærlighed - nu og altid.
Amen