En mand går ud på isen. Med sig har han en fiskestang, en økse og en lille skammel. Han udvælger sig et sted, sætter skammel og fiskestang fra sig og hæver øksen for at slå hul i isen - men bliver afbrudt af en høj stemme, der siger: “Der er ingen fisk under isen!”
Forbløffet ser han sig omkring, men han ser ingen. Han samler sit grej, flytter sig lidt i én retning og vælger sig et nyt sted, men igen lyder stemmen, da han hæver øksen: “Der er ingen fisk under isen!”
Han kan stadig ikke se nogen, men flytter alligevel sine ting et stykke i en ny retning, sætter tingene fra sig og gør klar til at slå hul på isen; men atter lyder stemmen: “Der er ingen fisk under isen!”
Forundret og forvirret spørger han ud i luften: “Er … er det Gud, der taler?”
“Nej!” lyder svaret, “Det er skøjtehallens inspektør - og der er ingen fisk under isen!”
Det lyder så enkelt, når Paulus i Romerbrevet, som præsten læste fra lige før, taler om at være kaldet, men det er ikke altid så nemt for os at hitte rede i, hvad der egentlig er et kald, hvor det kommer fra, og hvad vi kaldes til. Det er ikke ret tit, at Gud taler til os fra en sky eller en brændende busk, som det ellers fortælles med største selvfølgelighed i det Gamle Testamentes beretninger. Heldigvis, må jeg skynde mig at tilføje; de historier, man hører om den slags oplevelser, virker ikke særligt misundelsesværdige!
Kristendommen er på en gang den letteste og den sværeste tro i verden.
Den sværeste, fordi den ikke byder os faste regler og pligter, det skal vi selv tænke os til - og det er der sandelig også op gennem historien mange, der flittigt har gjort, ikke mindst på andres vegne; men det er aldrig opfyldelsen af pligter og overholdelsen af regler, der bringer os tættere på Gud.
Kristendommen er tankens tro - der er en lang og god tradition for, at vi hjælpes ad med at tænke tankerne. Det gør vi måske, når vi går i kirke for at høre præstens prædiken - og her vil jeg gerne minde om Søren Kierkegaard, der siger, at man skal ikke lade hovedet hænge i våbenhuset, når man går i kirke - eller vi fører dybe samtaler med venner om de store ting i livet, livets alvor og glæder. Selv om vi ikke altid nævner Gud i disse samtaler, så er Han med i dem på forunderlig vis.
Og således er kristendommen også den nemmeste tro i verden: Fordi, når vi engang imellem finder frem til, hvad det er vi skal og vil med livet, så skal vi også vide, at når vi fejler (det gør vi jo fra tid til anden) - ja, måske navnlig, når vi fejler - så er Gud med os med sin nåde og tilgivelse, og Han giver os en ny dag i morgen.
Når man bliver konfirmeret i et lige årstal, er der gode chancer for, at man løber ind en tekst fra Johannesevangeliet, som den, jeg læste før. Det er Johannes’ gengivelse af det, vi kalder Jesu ypperstepræstelige bøn i Getsemane Have, lige inden han bliver taget til fange skærtorsdag aften. Johannesevangeliet er meget smukt, men det er ikke altid lige let at forstå, særligt ikke når man skal læse et uddrag. Hvis I nogensinde har undret jer over de soldater, der på nogle billeder af korsfæstelsen spiller terninger nede i hjørnet, så er det fordi Jesu kjortel i Johannesevangeliet er vævet i et stykke, uden sammensyninger, og derfor vil de ikke dele den mellem sig, men spiller om den. Man kan sige, at Johannesevangeliet er skrevet på samme måde, i et stykke, som det er svært at tage en del ud af; men det er vi nødt til, for ellers bliver vores gudstjenester alt for lange, og I skal jo videre til næste del af festen - og gaverne!
Nå, men vi hørte den del af Jesu bøn, hvor Han beder for sig selv og den første del af hans bøn for disciplene, dem, han har levet sit liv sammen med. Hvis vi læser lidt videre, beder Jesus for os - alle de mennesker, der har hørt om Ham, fordi disciplene hørte deres kald og gik ud i alverden og fortalte om den Guds kærlighed, som Jesus kom til dem med.
Og atter henviser Jesus til, at sit forhold til Gud har Han haft fra før verden blev til, og det er en fin pointe i dag.
Jo, for når konfirmanderne skal vælge deres konfirmationsord, tager vi udgangspunkt i, om der er et bestemt perspektiv, der særligt har vakt interesse i forberedelsen - og dernæst leder vi i det Gamle Testamentes visdomslitteratur, hvor der er mange kloge leveregler. Og i den gammeltestamentlige visdomstradition - hvor det er værd at bemærke, at visdommen personificeres som en kvinde - har hun været til stede hos Gud fra før skabelsen. Der er altså en klar, litterær forbindelse mellem Johannesevangeliets Kristus, der åbenbarer Gud for os, og visdommen, der vejleder os til det gode liv.
Og så skal vi bare huske, at fortolkningen af alt dette, den er vores egen. Der er ingen opskrift på det rette gudsforhold, dét er dybt personligt; Kristus er vejen, hvordan vi skal gå den, må vi selv finde ud af - nogle gange i fællesskab med de andre. Jesus taler om herliggørelse - at forholdet står i et særligt skarpt og varmt og smukt lys - og den herliggørelse er gensidig: Både mennesket og Gud herliggøres i den kristnes liv.
Og kaldet til os er ikke en stemme fra det høje eller en brændende busk i ørkenen. Kaldet kommer fra os selv, fra det, vi længes efter at gøre med vores liv, det, vi brænder for - og det er den ild, der ikke fortærer, den nærer os, giver os energi og lyst til livet; og kaldet kommer fra de andre - fra vores næstes ansigt, når som helst vi møder ham.
Så kan vi leve vores liv i tryg forvisning om, at Gud er med os og altid ønsker, at vi nærmer os Ham og lyset, kærligheden og alt godt.
Derfor siger vi tak og
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed.
Amen
Ψ 749 -192,1.3.5-7 - 850 (Gud, du kender alle mine veje) - 29